 |
Damehåndboldhold fra Gug Boldklub af 1954 (ca. 1955-56).
Bagerste række fra venstre: Ruth Garlog, Hanne Frederiksen, Jytte Kjærulf og Stinne Sørensen. Forreste række fra venstre: Karen Nøhr, Annelise Jensen og Grethe Larsen. |
Gug
Boldklub af 1954 er, som navnet antyder, stiftet i 1954 på resterne af
en tidligere eksisterende boldklub, der måtte lukkes på grund af rod i
regnskaberne. Da klubben blev genetableret blev årstallet også tilføjet,
og således har den nuværende forening for nylig holdt sit 50 års
jubilæum.
De økonomiske problemer for den oprindelige forening var opstået, da man
på et tidspunkt skaffede indtægter ved at holde baller. Desværre blev
der ikke betalt Koda-afgifter, så da et krav om indbetaling af et –
efter datidens forhold - større beløb fremkom, så bestyrelsen sig
nødsaget til at nedlægge klubben.
Aktiviteterne i både den gamle boldklub – og i den nyes første år - var
meget afhængige af, om der var tilstrækkelig mange karle og piger på
byens bondegårde. Gug Boldklub af 1954 havde således slet ikke fodbold
med på programmet før i slutningen af halvtredserne, men koncentrerede
sig om håndbold og - om vinteren - lidt bordtennis i det gamle
forsamlingshus, som den gang lå på Fælledvej.
Da fodbolden endelig begyndte at rulle, startede Gug Boldklub
selvfølgelig i den lavest rangerende fodboldrække. Men heldigvis var der
grøde i ungdommen, som kom både fra Gug, Visse og Nøvling. Man var
ganske vist nødt til at bruge helt unge spillere på 16 år for at stille
hold, men de var både hårdføre og velspillende. I løbet af et par år
avancerede holdet fra Serie 5 til Serie 3, hvilket må siges at være
flot. Banen ved skolebygninger, der lå ud mod Sdr. Tranders Vej, var
ikke af den bedste. Den skrånede en smule fra vest mod øst. Så der var
tale om at spille op ad banen i første halvleg og ned ad banen i anden
eller omvendt. Samtidig var det ikke ualmindeligt, at der skulle jævnes
muldvarpeskud og slås græs. Græsslåningen foregik i mange tilfælde med
almindelige hånddrevne haveplæneklippere. Det var rart, når der stillede
flere med en klipper. Net på målene havde vi ikke, så det var vigtigt,
at dommeren var meget opmærksom på, om bolden, der blev dømt mål på,
virkelig var kommet ind mellem stængerne.
Klubbens økonomi var i en rimelig tilstand, ikke mindst takket være
indtægterne fra de årlige byfester.
(Kilde: JBU,
jyskfodboldhistorie.dk / 2004).
Har du, kære læser, gamle fotos, udklip eller blot
en god historie fra Gug Boldklubs brogede historie, hører vi den gerne.
Kontakt redaktionen - her.
|

|
|
Gug Boldklubs fodboldhold anno 1946 (ca.)
|
|
 |
Klubbens formand i de første år, Aksel Nøhr (tv),
bestyrelsesmedlem Grethe Vestergaard
(født Larsen), samt Hans Jørgen Jensen, der
var bestyrelsesmedlem i den oprindelige Gug
Boldklub. |
|