Fra formanden: Sammen står vi stærkest

Af Nikolas Nørby, formand for Gug Boldklub.

Når jeg ser ud over banerne i Gug en helt almindelig hverdag, bliver jeg stolt. Der er liv, grin, boldspil og fællesskab på kryds og tværs af alder og hold. Det minder mig om, hvorfor vi alle sammen er en del af Gug Boldklub – fordi vi elsker fodbold, men mindst lige så meget fordi vi elsker fællesskabet omkring det.

Økonomien – styrket og under kontrol

Bestyrelsen har i løbet af 2025 arbejdet målrettet på at styrke og genetablere en bedre økonomi og likviditet i klubben.
Det har betydet en stram styring af både tiltag, budget og forbrug.
I årene omkring Corona og energikrisen var det en udfordring at budgettere med udsving i medlemsantal, energiforbrug, el, vand, varme og kommunalt tilskud. Heldigvis ser vi nu, at disse poster har stabiliseret sig, og vi har igen kontrol over de vigtigste variabler i budgettet.
Vi forventer, at årets regnskab vil lande i positiv balance i forhold til budgettet – og det er et resultat, vi kan være stolte af.
Jeg vil gerne sende en særlig tak til bestyrelsen for en stor og målrettet arbejdsindsats – og samtidig takke medlemmerne for forståelse og opbakning i processen.

Nye tiltag – fællesskab i udvikling

I år har vi sat flere sunde og spændende tiltag i gang, som både styrker klubbens liv og fællesskab.
Et af de nye initiativer er Nettocup, en turnering for de helt unge fodboldspillere. Denne cup søsættes i foråret 2026 og skal være med til at skabe endnu mere glæde, motivation og samvær for vores yngste medlemmer og andre ungdomsspillere/klubber i området.

Et andet højdepunkt i 2025 var afviklingen af klubbens første BYFEST – og hvilken succes det blev!
Formålet var at samle hele klubben og skabe en tradition, der kan leve videre år efter år – en fest for hele bydelen og alle, der har et hjerte, der banker for Gug.
Vejret viste sig fra sin bedste side i august, og festen startede allerede kl. 08.00 om morgenen og sluttede først, da den sidste gæst tog hjem med taxa kl. 01.00 om natten.

En særlig stor tak skal lyde til arrangørerne bag Gug-løbet, aftenfesten, aktivitetsområdet, det organisatoriske arbejde, Gug Boldklubs Venner, stadioninspektøren, Sparekassen Danmark og ikke mindst de omkring 100 frivillige, der gav en hånd med – uden jer var det ikke lykkedes. Vi ses igen lørdag den 22 August 2026.

Frivillighed og engagement – klubbens hjerte

Gug Boldklub ville ikke eksistere uden jer frivillige.
Hver eneste træner, holdleder, forælder, kantinehjælper og ildsjæl gør en kæmpe forskel. Jeg vil gerne sige en oprigtig tak for jeres tid, energi og engagement.
Vi ved godt, at det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen, men hver time, I giver, betyder noget. Derfor arbejder vi løbende på at gøre det nemmere og mere givende at være frivillig i Gug – for uden jer, ingen klub.

Sammenhængskraften – én klub, ét fællesskab

Da jeg blev valgt som formand på sidste generalforsamling, var jeg tydelig omkring to væsentlige punkter:
Vi skal stille krav til hinanden, og vores afdelinger skal hænge sammen – i ånd, kultur og frivillighed.

Siden da har vi brugt tid på at afholde sunde og åbne møder, og vi har etableret en mere udvidet kommunikation og fælles forståelse på tværs af klubben.
Det handler om at skabe et stærkere ejerskab blandt alle afdelinger – fra oldboys og fitness fodbold til senior og ungdom.

Den rejse er vedvarende, og den skal være med til at styrke både den sportslige og kommunikative sammenhængskraft i Gug Boldklub.
Klubben er i dag en fantastisk forening, bygget på ildsjæle og mange års frivillighed – og det skal vi værne om.
Tak til alle frivillige for jeres store indsats og for at bære klubbens ånd videre, dag efter dag.

Afslutning – fremtiden ser lys ud

Vi går et spændende år i møde, hvor vi skal bygge videre på alt det gode, vi allerede har skabt.
Tak til alle jer, der hver dag gør en forskel – på og uden for banen.
Sammen sørger vi for, at Gug Boldklub fortsat er et sted med glæde, sammenhold og stærke værdier.