Gratis prøveperiode i Gug BK resten af marts

Gug Boldklub vil hjælpe flere i gang efter corona-nedlukning
– gratis prøveperiode resten af marts måned

I Gug Boldklub har vi heldigvis fået lov til at åbne op i igen med restriktioner på lige vilkår med en del andre udendørs idrætstilbud. Vi kan se, hvad det betyder for vores medlemmer, at de igen kan komme ud at trille med den lille runde – begejstringen hos børnene, de unge og de voksne smitter alle, der har sin gang på anlægget.

Vi synes samtidig, at vi i den nuværende situation har en vigtig funktion både ift. folkesundhed og trivsel mere bredt set – og derfor vil vi gerne tydeliggøre, at der er gratis prøvetræning for alle nye eller potentielt nye medlemmer resten af marts måned. Det kan være dig, der ikke kan komme i fitnesscenteret, ikke kan dyrke din indendørs holdsport eller bare trænger til noget bevægelse og samvær i en fantastisk klub. Vores dygtige trænere og ledere sørger selvfølgelig for, at alle coronarestriktioner efterleves, så du trygt kan koncentrere dig om spillet på banen.

Vi oplever allerede stor tilgang af spillere i alle aldre, men vi har også plads til dig! Du kan se vores mange hold og kontaktoplysninger på de relevante trænere her på siden.

Vi glæder os til at se dig!

Sportslige hilsner

Bestyrelsen i Gug Boldklub