Af Benny Nygaard.
Den eksklusive kreds af klubbens mange spillere, der har været på banen i 100 kampe for vores førstehold er blevet forøget med endnu en – nemlig Jacob Lundby Søndergaard, som for mange dog er bedre kendt som Jalle. Hans kamp nr. 100 i rødt og blåt blev spillet ude på AaB lørdag den 18. oktober– på en herlig efterårsdag med høj sol, blå himmel, ingen vind og med en komfortabel sejr til Jalle og holdkammeraterne på ikke mindre 6-1. En perfekt dag, hvor Jalle på sædvanlig vis var en af krumtapperne på midtbanen, hvorfra kampen blev styret med bravour.
Traditionen tro blev Jalle fejret på behørig vis med et gavekort fra formanden for Gug Boldklubs Venner, Jørn Axelsen, da Jyllandsserieholdet søndag den 26. oktober spillede mod Skjold Sæby i årets sidste hjemmekamp. Det blev dog ikke til endnu en jubilæumsgave i form af en sejr, for gæsterne kæmpede bravt for at bevare deres status som Jyllandshold og vandt 3-1. Jalle scorede dog Gugs eneste mål ude i kampens slutfase – i øvrigt til 1-1.

Foto:100 kamps jubilar Jalle får gavekort af formanden for Gug Boldklubs Venner Jørn Axelsen.
Jalle har tidligere spillet i LKB-Gistrup og AaB, men kom derefter heldigvis ud til os Gug, hvor han debuterede på 1. holdet 6. august 2022 med en hjemmebanesejr over Jetsmark på 2-1. Og han har siden – imponerende - spillet næsten alle kampe siden, dvs. knap 30 om året.
Jalle er lidt spinkel af statur - hurtig, løbe- og driblestærk samt teknisk dygtig – og evner at være spilbar i de frie rum, så han dermed udgør en enorm vigtig brik for holdet til på dynamisk vis at binde spillet samen – ikke mindst under pres og i højt tempo.
Trods sine nu 100 kampe på øverste niveau for Gug Boldklub er Jalle noget bagud på point
(= antal kampe), idet en meget stor del af de nuværende holdkammerater har spillet rigtig mange kampe, så holdet må generelt siges at være særdeles rutineret, nogle med endda næsten 2-300 kampe på cv-et.
Jalle, der er af forholdsvis beskeden natur, lader dog støvlerne tale, når han er på banen – så han bidrager med sine gode egenskaber og passer fint ind i Gug-holdet, der gerne vil spille spillet! Udefra set mangler nogle af os dog nok at se, at hans gode teknik udnyttes til flere langskud, som vi mindes han mestrer. Dette kan jo være nøglen til flere mål og sejre fremover.
Jalle har med sine kun 24 år mange gode fodboldår forude, og vi håber, klubben vil få gavn og glæde af den stille og rolige samt meget sympatiske spiller længe endnu – og så han derved også kan opleve flere milepæle i klubbens tjeneste.
Når han ikke spiller fodbold, bruger han fornuftigt tiden ude på Uni, hvor han læser økonomi.
Endvidere har han endda også overskud til at spille futsal i Aalborg Futsal Klub.
En aktiv ung mand, må vi sige!
Herfra ønskes STORT TILLYKKE til Jalle med det flotte jubilæum – 100 kampe på Gug Boldklubs 1. hold – samt held og lykke fremover.
Foto øverst: 100 kampsjubilar Jalle i fuld boldkontrol ude på AaB - lørdag den 18/10 2025.