JS: Et point mod topholdet

 Af Simon Frederiksen.

IF Skjold Sæby-Gug Boldklub 2-2 (0-2)

Mål Gug: 0-1, Christian Klitgaard; 0-2, Tommi Fabricius

(billede fra Sæby Avisen - www.saebyavis.dk).

Onsdag aften var Gugs flagskib i JS nok engang i kamp, den anden ud af fire i en ti-dages periode, og allerede hér blev der akkumuleret rigelig træthed i de tunge stænger til at sende spillerne en tur på charterferie eller i Svends Kar i Svømmeland Nørresundby for at restituere. Nok engang krævede det fight over finesse at få point med. Denne gang var det mod IF Skjold Sæby, topholdet, med kurs mod DS.

Vanen tro var det et tætpakket – vel det eneste sted i rækken, der matcher Gug på tilskuere – Sparekassen Vendsyssel Arena der bød op. De mange fremmødte kunne se en – også vanen tro – underholdene og afvekslende affære. Til hjemmeholdet og anfører Stefan Wesleys fortrydelse var det dog ikke et Gug-hold i de lyserøde udedragter.

Ondt blev værre for Wesley & Co., da første halvleg var med Gug som mest dominerende og en fortjent 2-0-føring. Desværre måtte hjemmeholdets profil, Morten Bøg udgå med en knæskade. Gug krydser fingre for det ikke er alvorligt og han er tilbage til de afgørende kampe.

Gug manglede selv en skadet Lasse Strandberg plus en to-tre-tyve stykker mere, men onsdagens udvalgte leverede en fornem første halvleg. Tommi 'TopTændt' var en evig pestilens og nåede vel op på fire friløbere kampen igennem. Desværre bruger TTT så mange kræfter på sine maraton-dribleture, at han ikke kan løfte bolden over jorden, når han skal sparke.

Det blev 1-0, da Nicklas Sørensen føler en fint indlæg ind på bagerste stang, hvor en nok en gang stærkt spillende Christian Klitgaard sætter verdens bredeste inderside på. ”Det kan jeg også,” pippede den blonde forsvarer efterfølgende tørt.

2-0 scoringen var på en omstilling, hvor en dynamisk Jens Joe Klagenberg, der flere gange afdriblede en tre-fire mand, finder Mads Serup Hansen, hvis afslutning reddes, hvorefter Tommi er over returen.

I den anden ende fremviser Gugs defensiv flere menneskeofringer end i et mayansk offertempel i Mellemamerika. Både Man-of-the-Match, Jonas ’Jernmand’ P. og anførervikar Simon ’Traktor’ Frede ofrer en liv og lem(bogstaveligt talt) og får blokeret.

Frederikshavn Kommunes højst rangerende klub kom ud med en noget anden taktik i anden halvleg. Efter Gugs gode første halvleg og deres egne "bly i benene", som Kanal Frederikshavn beskrev det, gik man over til retro Kick n’ rush, der ville få Tommi Troelsen til at være stolt. På to fejl i Gug-defensiven får de i løbet af halvlegens første ti minutter udlignet. Ingen af dem dog ved rækkes topscorer, Jakob ’Mølby’. Rækkens bedste spiller blev altså forvandlet til Mølby Målløs #tøhø – han nåede dog lige at aflevere et stolpeskud og et dommedagsdrøn af en flugter fra 25 meter på overlæggeren. Sæby appelerede i situationen for mål, men heldigvis var hawkeye, goal-line-technology og dommerens knivskarpe falkeblik med Gug.

I den anden ende blev det ikke nær så farligt som første halvleg. De fleste ting blev startet af Joe, der også en enkelt gang får slicet en dybdebold til Tommi, der er offside. Det tog Joe dog pænt, afdæmpet, modent, velovervejet, roligt. Han talte til ti… ret hurtigt og fortalte Tommi han ikke behøvede gøre det igen.

Ellers var halvlegen præget af et hav af andenbolde, omstillinger og tjubangfodbold, hvor Gug fightede flot, bl.a. takket være et par fine indskiftninger. Det lykkedes også både Nicklas og Traktor Frede at gennemføre det meste af kampen med tilsammen en funktionel lyske, hvilket gav endnu flere løb til Marc Dahls comebacklunger. Det sluttede 2-2.

Husk nu at trække i det pæne tøj på søndag og slå vejen forbi Gug Stadion på søndag – du har brugt Kristi Flyvfarts Dag i torsdags i kirken, så du har fået sundsforladelse nok til at tage til #Matchday. Det er klokken 13 mod Vildbjerg SF Elite!