Julekalenderfoto ’i kassen’

Onsdag den 2. september om eftermiddagen vrimlede det pludselig med julenisser på Gug Stadion.

Årets foto til Gug Boldklubs Venners traditionsrige julekalender skulle nemlig tages. Og som vanligt skal kalenderen prydes med et foto med masser af spillere fra vores store ungdomsafdeling. Hvis ikke spillerne selv havde deres nissehue med, tja, så kunne de heldigvis låne fra vennernes ’julekasse’, der altid bugner af nissehuer.

Nisserne var helt som vanligt ret så svære at holde styr på (hvem sagde en flok lopper...?), og der måtte skydes en del fotos, før det rigtige var i kassen.
Repræsentanterne fra vennerne, Jørn Axelsen og Benny Nygaard, gjorde deres til at hjælpe dagens fotograf Kristian Møller Andersen.

Glædelig jul kan man sige. Der er jo kun 4 måneder til jul...