Klummen: Hvad er det holdsport kan?

Af sognepræst og Gug-supporter Jens Brun.

For et par år siden kom en familie hjem til Gug efter et par års ophold i England. I marts måned, en måned før konfirmationen, kom deres ældste datter Sofie og skulle begynde at gå til præst sammen med et hold fra Gug skole, som jeg havde haft siden september. Enhver kan vist forestille sig, at det er ikke nemt at stå som 13-årig teenager overfor 22 andre teenagere, som man nu skal gå på hold med, og som kigger på en og tænker: Hvad er du så for en?

Jeg placerede Sofie ved siden af Katrine. Jeg vidste, at Katrine i mange år havde spillet fodbold i Gug Boldklub. Da Sofie satte sig ved siden af Katrine, kiggede Katrine på hende og sagde: ”Nå, du er fra England. Hvad hedder en prut på engelsk?” Så grinede Sofie og sagde: ”Den hedder `fart!” ”Nåh, fart,” sagde Katrine, ”det lyder sjovt.” Så kom thepausen og så sad de i 10 minutter og sagde ”fart” og ”prut” til hinanden, og nu var det som om Sofie altid havde været en del af holdet.

Jeg fortæller denne historie, fordi jeg tror Katrines evne til at tage Sofie ind i fællesskabet hænger sammen med hendes oplevelser og erfaringer fra sporten. Katrine ved, at skal vi vinde en fodboldkamp, så skal vi vinde som hold. Og sådan er det nok også på andre felter i livet. Skal vi få en god konfirmation, skal vi lykkes som hold. Derfor skulle Sofie selvfølgelig inkluderes i fællesskabet.

Det er dejligt, når vi jubler over en scoring, det er dejligt, når vi jubler over en sejr. Men en holdsport som fodbold giver os også evnen til at opnå resultater sammen, og lære, at alle skal spille med, hvis det skal gå godt. Den lærdom gør holdsporten utrolig vigtig for vores videre fremfærd i livet. Vi har som hold prøvet noget, som det er vigtigt at tage med i skoleklassen, på uddannelsesstedet, på arbejdspladsen.

Det er dejligt at vinde, det er skønt at fejre sejren sammen med holdkammeraterne. Der er dog også andre sider af sporten. Jeg kan huske et drengehold, som kom hjem til Gug fra en kamp på Lerpytter Stadion i Thisted, hvor de havde tabt 7 – 1! Alligevel var de vældig glade og opløftede, da de kom hjem. Da vi spurgte hvorfor, når de dog havde tabt 7 – 1, svarede de: Jo, for vi scorede kampens bedste mål! Sådan noget skal man også lægge mærke til og huske.


*KLUMMEN* - EN NYHED PÅ GUGBOLDKLUB.DK

Ovenstående indlæg er første indslag i en række nye klummer på gugboldklub.dk.


Klummen bliver et fast indslag løbende hen over sæsonen med forskellige skribenter. De fleste vil nok være en del af klubbens liv, men hvem ved, måske også udefra kommende skribenter indkaldes undervejs.
Emnerne står den pågældende skribent ret frit for. Så længe det drejer sig om Gug BK, Gug, fodbold i al almindelighed, holdsport eller andet med interesse for Gug BK-folket.

De første aftaler med klummeskribenter er lavet. Her kan nævnes februars klummeskriver sognepræst, hardcore Gug-supporter Jens Brun, men senere kan du glæde dig til indslag fra bl.a.:
* Seniorformand, tidligere førsteholdsspiller med 92 kampe - Jonas Jensbye.
* Ildsjæl, U9-træner - Emil Adelborg.
* Formand emeritus, Old Boys-chef - Henrik Schnoor.
* Træner, med et skarpt øje for både herre- og damesiden - Torben Uttrup.
* Klubbens Grand Old Man, æresmedlem - Benny Nygaard.
* Bladudvalgsmedlem, tidligere stævnebestyrer – Anders Nørgaard.
* Hårdtarbejdende formand, pigetræner - Henrik Sørensen.
* Koryfæ, midtbanegeneral på jyllandsserien – Simon Brix Frederiksen.
* MatchDay-maker, Old Boys-profil i AaB – Erik Steffensen.

Og flere navne kommer givet til!

Har du bud på skribenter – eller vil du bare gerne selv bidrage – så grib fat i webredaktøren via kma@stofanet.dk.