Seje piger spiller fodbold

Af Maria Skagen.

Seje piger spiller fodbold! Vil du også være med?

Et godt initiativ og ønske om at oprette et rent pigehold for U7/U8, blev mandag den 15. april testet af på Gug Boldklubs baner. Hele 15 friske piger fra 0. og 1. klasser var mødt op i det skønne solskinsvejr trods start på påskeferien. Størstedelen af pigerne aldrig havde prøvet fodbold før, så nogle startede med at se det lidt an på afstand med mor/far i hånden. Der gik dog ikke mange minutter førend alle pigerne løb rund på banen, driblende med en bold og var en del af fællesskabet!

Træningen startede med en kort velkomst efterfølgende af lidt opvarmning, hvor pigerne skulle drible med bolden for at få følelsen med at løbe med en bold. Der blev lavet en agilitybane med hop og slalom for at træne pigernes motorik og koordination, samt en post med spil på bande og afslutning på mål. De sidste 15 minutter blev pigerne delt op i hold, hvor de spillede kampe mod hinanden på tremandsmål.

Efter en times træning var humøret højt, der var blevet scoret adskillige mål, lært nye navne, og ikke at forglemme Gugs populære kampråb, som pigerne råbte så højt, at det kunne høres helt til Skalborg!!

Vi gentager derfor træningen igen på mandag den 29. april kl. 17.00-18.00 på Gugs baner. Alle piger som forældre er velkommen!! Samtidig vil vi nævne, at vi også søger et “træner-team” (gerne 3-4 stk) til disse skønne piger. Så er der nogle forældre eller interesserede, der har lyst til at hjælpe, må I endelig sige til, så vi sammen kan give disse piger de bedste rammer og en god start på fodbolden.