Trænerkabalen endelig på plads i seniorafdelingen

Af bestyrelsesmedlem Jonas Jensbye.

Søren Mortensen og Torben Uttrup Andersen får igen vigtige roller.

Et kendt ordsprog siger, at ”alt godt kommer til den der venter”, og det beskriver nok i virkeligheden meget godt færdiggørelsen af trænerkabalen for foråret 2021 i seniorafdelingen.

Vi har haft gode drøftelser med kandidater til både assistenttrænerrollen på serie 2 og med mulige trænere omkring serie 3-holdet – nogle vigtige roller, som binder meget af vores seniorafdeling sammen. Derfor har vi også været kræsne med, hvem vi ville have ind – ligesom corona-perioden har gjort det svært for kandidaterne præcist at vide, hvor de stod.

Den korte opstart grundet de gældende corona-restriktioner gør det imidlertid særligt afgørende at få trænere ind, som kender klubben og gerne spillerne. Vi er derfor yderst glade for, at Søren Mortensen (foto t.h.) sagde ja til at fortsætte som assistenttræner på serie 2 i foråret. Vi hev fat i Søren igen, efter han havde givet sig selv en pause fra fodbolden (den holdt så kun nogle måneder). I vores dialog med Søren og Kim mærkede vi tydeligt, at der var god kemi og lyst til opgaven. Sørens drive og energi er intakt, og han og Kim bliver et spændende makkerpar at følge i foråret sammen med det talentfulde hold.

Der er også gensynsglæde omkring serie 3-holdet, hvor Torben Uttrup Andersen (foto nederst) har sagt ja til at dobbeltjobbe i foråret – både som træner for serie 3 og i seniorudvalget. Torben er – ligesom Søren – blevet en meget stor del af Gug DNA’et, og han er derudover en rigtig dygtig træner, som kan være med til at give vores nyoprykkede hold den næste løft. Torben bliver assisteret af Morten ”Molle” Klagenberg og Rasmus Juul Pedersen, som begge desværre må stå på sidelinjen i foråret med skader. Vi kender Molle som en rigtig indpisker og et socialt samlingspunkt på holdet og i klubben, og vi glæder os til at følge ham i den nye rolle. Vi ser Rasmus som et stort trænertalent, som allerede har fin trænererfaring fra ungdomsafdelingen – hvor han bl.a. har været inde omkring spillerne på vores talentfulde U17-årgang. Vi er glade for, at de begge har sagt ja til at bidrage til det spændende serie 3-projekt – selvom deres familie- og jobsituation gør, at de ikke vil kunne være med i samme omfang som Torben.

Vi glæder os til at følge trænerne og spillerne på serie 2 og 3-holdet i foråret, og vi glæder os over, at både nye og tidligere spillere melder deres ankomst omkring de to hold. Nu mangler vi bare et endeligt go til at træning og træningskampe kan startes op for alvor. Den samlede trænerstab i seniorafdelingen kan ses her.

Rigtig god sæson til alle spillere, trænere og trofaste støtter omkring afdelingens hold.


Forza Gug BK!