Trænerskifte hos serie 3

Vi kan med stor glæde offentliggøre, at Thomas Bonderup har sagt ja til at overtage trænerrollen for vores nyoprykkede Serie 3-hold.

Thomas overtager efter Anders Kaagaard, der som spillende træner har stået i spidsen for holdet og haft en afgørende rolle i oprykningen. Med håndboldsæsonen for døren, hvor Anders også har en aktiv rolle som både træner og spiller, har han valgt at give stafetten videre. Vi vil gerne rette en stor tak til Anders for den flotte indsats og glæder os over, at han fortsat vil snøre støvlerne og bidrage på banen, når muligheden byder sig.

Thomas er et velkendt ansigt i Gug Boldklub. I forårssæsonen var han en del af trænerteamet omkring U19, og i takt med at Jonas Duus som planlagt er vendt hjem fra sin udlandsrejse fortsætter Jonas nu sammen med Daniel Kloster i spidsen for U19-holdet.

Thomas ser frem til den nye udfordring og glæder sig til at bygge videre på den positive udvikling, holdet har været igennem de seneste sæsoner. Samtidig bliver han fortsat en vigtig brik i arbejdet med at skabe en stærk overgang mellem U19 og seniorafdelingen.

Vi glæder os til at følge Thomas og holdet i den kommende sæson og ser frem til, at de tager næste skridt i udviklingen og etablerer sig i Serie 3.

Gug Boldklub
Seniorudvalget