Velkommen til et nyt gugboldklub.dk

Velkommen til gugboldklub.dk anno 2019. Ja, okay vi er stadig sidst i 2018, men lad os bare være lidt på forkant.

Gugboldklub.dk har i store træk ikke ændret sig væsentligt siden lanceringen i 2002. Og - indrømmet - siden har ikke været helt ajour efter tidens standarder. Funktionelt har siden fungeret ganske fint, men software- og designmæssigt, har den haltet noget efter.

En af hovedårsagerne til langsommeligheden, skal vi kalde det det, har været det store arbejde med at flytte de mange faktasider fra det tidligere software (MS Frontpage) til noget ny software. Men pludselig løste det sig. Gug Boldklub indgik en ganske god samarbejds-/sponsoraftale med det lokale IT-firma JCD A/S, hvor en del af aftalen blev, at JCD skulle sørge for at designe en ny side, samt lægge størstedelen af faktasiderne over i noget ny software (Umbraco).
I øvrigt har JCD også, som en del af den nye samarbejdsaftale med Gug Boldklub, sørget for en masse ny teknik rundt omkring klubben i bl.a. cafeteria og klubhus. Et kærkomment IT-løft til klubben som helhed.

Omkring hjemmesiden har Anne Hamilton Møller, der er webgrafiker ved JCD, budt ind med en næsten færdig hjemmeside, som blot skulle finpudses og revideres hist og pist af webredaktøren. En stor tak herfra skal lyde til Anne for masser af kreativitet og 'benarbejde'.

Nu har Gug Boldklub så en moderne og tidssvarende hjemmeside. Undertegnede synes faktisk, at siden er ganske vellykket, men klik dig selv rundt og gør dig dine egne erfaringer.

Enkelte sider, som var at finde på den gamle side, er røget ud. Ex. er kalenderen og 'fordelssiden' foreløbig droppet og en del sider er flyttet til nye placeringer, men langt hovedparten af de tidligere sider kan også findes her på den nye side.

Som klubmand/-kvinde, træner, leder eller frivillig må du meget gerne lige tjekke, at alle facts er, som de bør være. Er de ikke det, så send meget gerne undertegnede en mail. Så retter jeg fluks til.

Der er selvfølgelig altid mulighed for forbedringer og har du input i form af rettelser eller bare gode idéer, hører jeg det gerne.

Go' fornøjelse med siden!



Med sportslig hilsen
Webredaktør
Kristian Møller Andersen
kma@stofanet.dk