Hermed inviteres der igen til den årlige festlige veteranaften -
på loftet i Gug Boldklubs klubhus på Gammel Vissevej 26:
Mandag den 23. februar 2026 kl. 18:30 – 22:00.
Første punkt på dagsordenen er som altid noget godt til både maven og halsen.
I år bydes der igen på god gammelkendt skipperlabskovs – med tilhørende forfriskninger – samt aftenkaffe + kage.
Mød Karsten Simensen
Herefter vil den legendariske og mangeårige AaB-målmand Karsten Simensen fortælle om nogle af sine mange oplevelser med fodbolden.
Karsten er kendt som en særdeles lun himmerlænding ude fra Barmer ved Nibe – og er i øvrigt nu om dage formand for AaB’s Venner. Han kender således vores verden både indefra og udefra.
Der venter os alle en stor oplevelse ved mødet med ham, så glæd dig bare – allerede nu.

Oplæg ved Nikolas Nørby
Vi får i år også besøg af Gug Boldklubs formand, Nikolas Nørby, der kort vil fortælle lidt om, hvordan det går i klubben lige nu - samt om forventninger til fremtiden.
Glæd dig derfor også til at høre, hvad Nikolas vil fortælle os.
Uddeling af årets vennepris
Det er efterhånden blevet en god tradition, at Vennerne under veteranaften belønner en blandt os, der har udført et godt stykke arbejde for fællesskabet i klubben, med årets vennepris.
Således også i år, hvor modtageren vil blive præsenteret – og belønnet for indsatsen.
Endelig sluttes der af med at offentliggøre og omdele flotte gevinster fra Olsens amerikanske lotteri. Lodder hertil kan købes allerede ved din ankomst.
Pris og tilmelding
Vi skal jo have dækket nogle udgifter, så det koster 175 kr. for den gode mad, kaffe mv. samt en øl. Du er velkommen til at betale på forhånd med MobilePay (= 12 51 72).
Betaling på MobilePay er lig med tilmelding.
Du kan også tilmelde dig ved at sende en e-mail til benny.gug@outlook.dk og så blot betale, når du møder op.
Sidste tilmeldingsfrist er søndag den 15. februar 2026.
Vi glæder os til at se dig!
Bestyrelsen for Gug Boldklub Venner
--------------------------------------------------------------------
Fortæl gerne om arrangementet til gamle klubkammerater, du stadig har kontakt med, så disse også får mulighed for at tilmelde sig.